De første astmabørn, der gennem Dansk Røde Kors blev sendt til Norge efter krigen, kom til Modum Bad i Buskerud. De var pionerer og forsøgskaniner, dette var en midlertidig ordning. Faldt resultatet gunstigt ud med hensyn til deres astma, ville man forsøge at etablere en permanent ordning på et egnet sted i Norge.
|
Modum Bad er et
gammelt kursted nær Vikersund i Modum kommune, ca 5 mil vest for Oslo. Kurstedet,
St. Olafs Bad, er i sin tid opstået omkring en hellig kilde, en
"Olavskilde", opkaldt efter kong Olav den Hellige. Modum Bad blev 1939 købt af Norges Røde Kors med tanke på behandling af reumatiske lidelser. Under krigen 1940-45 blev det benyttet af barnehjelpsentralen i Oslo Røde Kors til udpladsering af trængende børn. I tilknytning til Modum Bad blev der som en gave fra Svensk Røde Kors under krigen bygget et barnehjem. Hjemmet blev indviet 1944 og fik navnet "Tomtebo", senere "Storebo". Flere bygninger er senere kommet til på Tomtebo: "Lillebo", "Bamsebo", "Heddybo", "Harebo", "Granly" og "Furubo". Modum Bad blev 1954 solgt til Gordon Johnsens stiftelse og har siden fungeret som et kristent nervesanatorium og til behandling af psykiske lidelser, samlivsproblemer og sjælesorg. Tomtebo fortsatte som egen institution, ejet og drevet af Norges Røde Kors som rekonvalescenthjem for børn. Fra 1962 til 1979 blev omsorgen specielt rettet ind mod børn med astma og allergi. 1979 blev driften overdraget til Buskerud fylkeskommune som aflastningshjem for psykisk udviklingshæmmede. Tomtebo blev 1991 solgt til Modum kommune. (Arkivet for Tomtebo 1941-1978 bliver varetaget af Buskerud fylkeskommune, er pladseret i kælderen på Fylkeshuset i Drammen, og spærret til 2038 (60 år)). |
I november 1945 fik Dansk Røde Kors fra Barnehjelpsentralen i Norges Røde Kors tilbud om at sende 40 danske børn med astma til ophold på Modum Bad. Opholdet skulle vare i to måneder. Derefter skulle et nyt hold på 40 danske børn komme til Modum Bad i to måneder. Oprindelig var tanken, at børnene skulle have seks ugers ophold, men Norges Røde Kors' medicinske rådgiver, skolelægechef, dr. med. L. Stoltenberg, mente det var for kort tid. Helst så han opholdet udvidet til tre måneder. Stoltenberg skrev til Barnehjelpsentralen:
| "Astma er en kronisk tilstand som krever lang tid for å påvirkes gunstig, og spesielt gjør den store overgang fra det danske til det norske klima det ytterligere påkrevet med et langt rekreasjonsopphold. Da vil de komme til å nyte godt av vårsolen og den mildere temperatur som følger med dette, og det er håp om at oppholdet kan få en virkelig varig virkning" |
Men først måtte huset pudses op. Gulvene var nedslidte og trængte lak og maling, som var rationeret. Norges Røde Kors søgte Forsyningsdepartementet i Oslo om indkøb af 150 kg gulvmaling til 610 m2 gulv og 50 kg lak til 200 m2 gulv. Indvilget.
Dernæst måtte der købes udstyr til de 40 børn, til soverum og køkken. Norges Røde Kors sendte ansøgning til Tekstilrationeringskontoret i Oslo om tilladelse til at købe
200 m. hånd-hånddukedreil
100 m. kjøkken-hånddukedreil
480 m. blåtøy (til dynetrekk)
125 m. lakenlerret bredde 135 cm
100 stk. gulvkluter
40 stk. barnemadrasser (alder 8-12 år, todelte).
Købetilladelsen blev givet samme dag.
Og så skulle der ordnes med billetter til 40 børn og 9 ledsagere til nattoget op gennem Sverige. Til en 3. klasses sovevogn og to siddekupeer på 3. klasse (for de børn, der fik astmaanfald under rejsen). Fra Helsingborg til Kornsjø og fra Kornsjø til Oslo. Norges Røde Kors sendte ansøgning om moderation til NSB, som sendte videre til SJ. Rabat blev indvilget fra Kungl. Järnvägsstyrelsen. Og der skulle ordnes med pas. Til børnene blev der skaffet kollektivt pas. De var alle børn af danske statsborgere.
I midten af december rejste oldfruen på Modum Bad, fru Margrethe Koren, og frk. Henny Olsen fra Teknisk hjælpekolonne til Modum Bad for at se på forholdene, bestemme placeringen af børnene, hvilke varer der skulle tages med fra Danmark m.m. Der blev sat op en liste over nødvendigt personale, som skulle skaffes fra Teknisk Hjælpekolonne i Aarhus. Alt var nu klart til at tage i mod de danske børn.
Dr. Egon Bruun havde udvalgt 40 børn blandt sine patienter, 24 drenge og 16 piger i alderen 8-12 år. Alle fra København. De fleste fra fattige kår. Der kom ansøgninger fra andre dele af landet, men de kom ikke med. Borghild Bendixen besøgte samtlige og orienterede forældrene om rejsen og opholdet og om, hvad de skulle have med sig. De blev hjulpet med nye klæder fra private og fra udstyrsbutikkerne, fra Magasin du Nord og Daehls Varehus.
Tirsdag eftermiddag d. 14. januar 1946 mødte 40 børn, klædt på til den norske vinter, og deres forældre op på Hovedbanegården i København. De blev taget imod af Borghild Bendixen, nu "tante Borghild", og personale fra Teknisk Hjælpekolonne, som skulle følge dem på færden til Norge. Børnene blev indkvarteret i sovevognen, køjesenge i tre etager. De hang ud ad vinduerne og vinkede, da konduktøren fløjtede og toget satte sig i gang, trukket af det store damplokomotiv, i retning mod Helsingør og Norge. Sandelig et triumftog.
Dette var det første hold danske børn, der blev sendt til astmahjem i Norge. Fortroppen. Mange skulle følge efter.
Fra Politiken fik de denne hilsen med på vejen:
|
"Børnene, der rejser til Norge for at genfinde deres Sundhed i den høje rene Fjeldluft, er Dagens Billede.
Deres stormende Fryd ved at komme ud paa Langfart finder Genklang i alles Hjerter.
Tænk at faa lov til at rejse, at slippe ud af Buret. Hos dem, der staar tilbage, er der endda ikke nogen
Bitterhed at spore,
kun Glæde over, at Verden igen er kommet saa meget paa ret Køl, at man kan sende sine Børn ud,
og saa kommer dertil de hjertelige Følelser for Norge, som saa smukt tager Vare paa de blegnæbbede danske Unger,
der trænger til Vintersport og høj, blaa Luft..." |
Undervejs blev de mødt af den ene velkomstkomite efter den anden. I Helsingborg stod Svensk Røde Kors og tog imod toget. Tidlig næste morgen, da toget havde passeret grænsen til Norge, tog Norges Røde Kors imod dem på Kornsjø Stasjon. Snart efter kom de til Halden, hvor toget havde et længere stop. Her var ungdomsafdelingen af Halden Røde Kors mødt op med varm chokolade til børnene. Her havde Borghild Bendixen trådt sine barnesko, dengang Borghild Holtet.
Næste formiddag ved 11-tiden ankom toget til Oslo Øst. Heddy Astrup stod på perronen med dansk og norsk flag. Børnene væltede ud, trætte og sultne. De voksne var glade for, at turen havde gået så godt uden uheld. Borghild og Heddy var opstemte. Udenfor ventede en bus, der skulle bringe dem alle til Ingeniørenes Hus i Kronprinsens gate. Der kom de til det flotteste, dækkede frokostbord, pyntet med danske og norske flag.
|
Vel hjemkommen til Danmark sendte dr. Egon Bruun denne tak til Heddy Astrup: Charlottenlund, 20/I 46 Kære fru Astrup.Efter at være kommet hjem igen føler jeg Trang til at sende Dem en rigtig hjertelig Tak for Deres straalende Arrangement for Børnene og for den hjertelige Modtagelse De gav os alle i Oslo. Jeg ved, at det bliver en uforglemmelig Oplevel- se for Børnene at komme til Modum, og jeg fø- ler mig overbevist om, at de vender sunde og styrkede hjem. Hjertelig tak. Egon Bruun |
Også Aftenpostens udsendte reporter var på pletten for at dække børnenes ankomst til Norge.
|
- Tror du skilæreren står på stasjonen når vi kommer ? Det var det de 40 små danske astmabarna var mest spent på da de satt i toget til Oslo, sier dr. Egon Bruun fra Rikshospitalet i København, som kom sammen med de 40 til byen i går. For fru Heddy Astrup havde lovet dem en skilærer. Og han sto også på stasjonen ! Det var skiinstruktør Johansen fra Tomm Murstads skiskole. Det blir jo ikke akkurat å instruere, sa han, det blir å hjelpe dem på og av med skiene, og gi dem en håndsrekning når de faller. Det var noen fortryllende småpiker og smågutter som hoppet av utenlandstoget på Østbanen. De var nok litt bleke, men forbausende kjekke og livlige og i strålende humør, og alle sammen havde de et lille blått flagg i hånden. Hva var det for et flagg ? Ingen av de frammøtte skjønte noe. Men så kunne dr. Bruun fortelle at da de kom til Halden i den tidlige morgenstund, sto representanter for Ungdoms Røde Kors i Halden på stasjonen med varm sjokolade og et lite byens flagg til hver. Vi havde lovet barna havresuppe, sier dr. Bruun, og de sa litt skuffet: Hvorfor skal vi ha havresuppe, det er bare fordi vi har gitt havresuppe til norske barn. Men så kom sjokoladen isteden, og jeg skal si det ble jubel. De norske med fru dr. Hofgaard og konsul Hofgaard i spissen sang "Det er et yndigt land" for oss, og vi sang etter beste evne "Ja vi elsker". Det var bare 10 minutters opphold i Halden, men det vil bli et minne for livet. Det har i det hele tatt vært en yndig reise. Allerede i Helsingborg var Svenske Røde Korset møtt fram, og i Kornsjö hadde vi den første hyggelige føling med Norges Røde Kors. Barna møttes på Hovedbanegaarden i København tirsdag ettermiddag i det fineste utstyr. For folk og magasiner i København har vært enestående til å gi, fra innerst til ytterst er barna kledd opp med undertøy, skistøvler, skjorter. Og da de hørte at de skulle få beholde tingene, også etter at oppholdet i Norge var slutt, ville jubelen ingen ende ta. De trodde de bare skulle få låne dem ! Barna er tatt ut fra hjem som ikke selv har anledning til å bekoste noe opphold. Man har ikke tatt noen av de alvorligst syke, for de ville ikke kunne tåle reisen. Nu håper man på at det to måneders oppholdet de skal ha i Norge vil hjelpe storartet, sier dr. Bruun, og gi barna krefter til å stå imot med, når de kommer hjem igjen. Den vanskeligste tiden for dem i København er nettopp disse vintermånedene. Det er i lavland som Danmark, Nederland og England at astmaen er utbredt. Man vaksinerer, og det hjelper, om ikke helbreder. Barn kan vokse sykdommen av seg, verre er det med voksne. Som kjent er astma en sykdom hvor pasienten er overfølsom overfor forskjellige ting, for eksempel støv, kattehår, hundehår og meget annet. Vi hilser på lille Nils Eg Møller, han tåler ikke fjær; de bruker en hel del Grønlandsfjær i hodeputene i Danmark. Lille Henny tåler ikke støv. Men de smiler fornøyd allikevel. Man er i stand til, sier dr. Bruun, å påvise årsaken til overfølsomhet i 95 prosent av tilfellene. Det er ofte et svært arbeid å finne årsaken, men det lykkes som regel når man bare er iherdig. Dr. Bruun forteller om fru Borghild Bendixens enestående arbeid i København for å få disse barna opp til Norge. Fru Bendixen fulgte med toget i går, hun sier ikke stort selv om det hun gjør, men vi har jo i aller friskeste erindring hva hun i disse krigsårene har utført i Danmark for Norge. En som strålte av henrykkelse da toget gled inn på stasjonen og barna myldret ut, var fru Heddy Astrup. Og hun har grunn til å være fornøyd. Hun vil heller ikke si stort. Men vi vet at hun er sjelen i det storartede arrangementet her oppe i Norge for danskebarna. Alt sto klappet og klart på Modum Bad i går for å ta imot dem. Fru Astrup hadde hatt telefon med oldfruen som fortalte at det var tindrende sol og masser av herlig snø, og 40 par ski og en hel del kjelker sto ferdig. Når barna har vært på Modum i 2 måneder kommer 40 nye danske barn til et likeså langt opphold. Først kjørte bussen barna til Ingeniørenes Hus hvor arbeidskomiteen for Norges Røde Kors hadde arrangert alle tiders frokost med lapskaus og bløtkake og papirhatter og spisesmekker med dansk og norsk flagg, og en sjokoladeplate ved hver kuvert. Arbeidskomiteens formann, fru Bergliot Galtung, ønsket velkommen og minte om alt hva danskene hadde gjort for oss. Vi kan gjøre så lite igjen. Men vi håper av hjertet at barna skal få glede av dette oppholdet. - Vi kommer jo fra H. C. Andersens land, sa dr. Bruun, men jeg skjønner nu at det helt store eventyr er her i Norge. - Kan vi få gå på ski med det samme vi kommer fram ? spurte barna.  Øverst fra venstre: Fru Borghild Bendixen, fru Bergliot Galtung og dr. Egon Bruun. Nederst: De små danske gjester til den første frokost i Norge. |
Nogle dage senere sendte Aftenposten en reporter til Modum Bad.
Den 21. jan. 1946 stod der at læse i avisen:
|
Astmabarna kommer seg på Modum Bad Strålende sol over hvitblå snø, hvor det yrer av barn som for første gang i livet prøver den vanskelige kunst å stå på ski. Det er de danske astmabarna som har fått sin første dag på Modum og under sin dyktige treners ledelse forsøker å mestre skikunsten. Barna har fått besøk av sine ledere, dr. Egon Bruun og fru Bendixen fra Danmark, som også spenner skiene på. Fru bendixen, som er fra Norge, er i sitt ess, mens dr. Bruun, som ikke har lært seg kunsten, får sin dom av den eneste norske gutt mellom alle de danske drenge:  - Du lærer deg aldri å stå på ski, for du har ingen skiholdning. - I denne tørre og rene luft er jeg overbevist om at barna ikke kommer til å generes av sin astma, sier dr. Bruun, som med stor tilfredsstillelse besiktiger stedet og konfererer med de to sykepleiersker fra Rikshospitalet i København, som skal ta hånd om den medisinske behandling av barna. Enstemmig kommer det også fra barna at det er så lett å puste her. En liten gutt spør: - Tror du jeg blir helt frisk om to måneder og aldri får astma mer ? - Hvis du retter deg fullstendig etter det vi sier, vil det vare lenge før du får et ordentlig anfall igjen, svarer den ene sykepleiersken. Norges Røde Kors, som har innbudt de danske astmabarna til et opphold på Modum Bad, har gjort alt for å skape hygge og komfort for de små gjestene. Oldfruen, fru Margarethe Koren, passer med utrettelig omsorg for at alt er i den skjønneste orden. Og til pass og pleie av barna og til å stelle huset har Teknisk Hjelpekolonne i Danmark stilte frivillig personell til disposition. Et medlem av styret i Teknisk Hjelpekolonne, husstellærerinne frk. Henny Olsen fra Aarhus har vært i Oslo et par måneder og har blant annet planlagt kostholdet for astmabarna. - Alle yrker er representert i vår kolonne, sier frk. Olsen, og forteller at så snart det blir lysere er det meningen å sende 100 fullt utlærte fagarbeidere til Finnmark. Teknisk Hjelpekolonne arbeider også med å organisere hjelp til Nederland og Polen, og det vil sannsynligvis skje i samband med de hjelpeaksjoner som Dansk Røde Kors setter i gang for disse land i den nærmeste fremtid. |
 
|
|
Fra Danmark fulgte danske sygeplejersker og barneplejersker til at tage sig af børnene. De fleste rekrutteret fra Teknisk kolonne i Aarhus. Det var "tante Bodil" og "tante Grethe" og "tante Helga" osv., unge piger i 20-årene, som var ude på sin første udenlandsrejse, og som for første gang fik opleve vinteren i Norge.
Grethe fra Fredericia var 19 år og ventede på at komme ind på jordemorskolen i København. I ventetiden tog hun sig arbejde i byen og boede på et værelse i Hellerup. En aften i december 1945 var der selskab hos værtsfamilien, hvor Borghild Bendixen og hendes søn Henrik, lægestudenten, var inviteret. Borghild Bendixen greb fat i den unge pige og sagde: ”Det er lige sådan en som dig, vi har brug for! Vi skal sende nogle børn med astma til Norge efter jul, så de kan blive raske. Du skal blive med dem!” - Og sådan blev det – Grethe sagde sin job op, pakkede kufferten og stod rejseklar på Københavns Hovedbanegård d. 14. januar 1946.
(Grethe fik siden sin jordemoruddannelse og har gennem flere årtier taget imod tusinder af børn i Fredericia, hvor hun er kendt af alle som ”Jordemor-Grethe”.)
Børnene boltrede sig i sneen, de var ikke længere hæmmet af problemer med vejrtrækning. De øvede sig på ski dagen lang og fik røde kinder. Nogle mestrede teknikken bedre end andre. De fik appetit og spiste om kap, norske poteter og dansk flæsk. Hver dag en skefuld tran. De lagde kilo til sin vægt. Om natten sov de uden at måtte sætte sig op i sengen og hoste.
En af de sidste dage blev børnene undersøgt af skolelægen fra Oslo, dr. Stoltenberg, som fandt alle børnene sunde og raske. De var ikke længere "blegnæbbede unger"!
Snart var de to måneder gået, og det var tid for hjemrejse. Alt for tidligt, mente børnene. Og dr. Stoltenberg var enig, børnene ville have godt af et længere ophold, gerne 3-4 måneder. Tirsdag d. 13. marts stod bussen og ventede udenfor. Den skulle køre børn og "tanter" til Oslo. Videre gik turen med nattog gennem Sverige, næste morgen i København, hvor familierne ventede. De kunne knap kende dem igen.
I København ventede et nyt hold på at komme af sted til Norge, til et to måneders ophold på Modum Bad. Dr. Bruun havde igen udvalgt 40 børn, 24 drenge og 16 piger. Blandt børnene på holdet var de to 10-årige drenge, fiskersønnen Aage fra Dragør og præstesønnen Johannes fra Frederiksberg.
Igen rejste de med nattoget op gennem Sverige til Oslo og videre med bus til Modum Bad, hvor de ankom om formiddagen d. 16. marts. Ledsaget af Borghild Bendixen og flere ”tanter”.
Men Johannes rejste først et par dage senere alene med toget gennem Sverige. Han kom med på en ekstraplads i sidste øjeblik (ved Borghild Hammerichs mellemkomst). Han fortæller, at da toget kom over grænsen til Norge, og de norske passagerer hørte, han kom fra Danmark, blev han båret på guldstol gennem hele kupéen. Så stor var begejstringen blandt nordmænd for danskere – og i særdeleshed for danske børn – i tiden efter krigen.
Fra dansk forår kom de op til norsk vinter. Sneen lå dyb, og skiene stod klar. Nye to måneder med leg og aktivitet, spisning og soving. Ingen skole, ingen pligter, ingen astma. Efterhånden som solen tog fat, og dagene blev længere, smeltede sneen og vandet rislede overalt i små bække. Børnene byggede dæmninger og sendte små både af sted. Tanterne drog i sine fridage på skitur på fjeldet, Norefjell, hvor sneen endnu lå.
Hver uge skrev de brev hjem til familien. Om oplevelser og hjemve og om nye kammerater. De mindste fik hjælp af tanterne til at skrive. [Aage Wass’ breve]
Hjemrejsen var fastsat til 14. maj. Billetter til toget gennem Sverige var købt. Men få dage før afrejse opstod en dramatisk brand på Modum Bad.
Branden.
Det var den 8. maj - på årsdagen for Norges befrielse. De havde fejret dagen med optog og flag. Børnene er ud at lege efter aftensmaden i det fine vejr. Nogle børn kom ind og sagde, det lugtede røg. Det er nok røg fra "bråtebrenning", fik de at vide. Men snart så de røgen komme op fra laden og lidt efter høje flammer. Gnisterne stod i vejret og ilden bredte sig til de tilstødende bygninger, en sveiserbolig og selveste Hovedbygningen med Thaulows museum. De store træbygninger var lette ofre for flammerne. Alle blev evakueret. Børnene fik deres ting med ud, ingen kommer noget til. Men Johannes lå til sengs med en forstuvet fod efter et skiuheld. Så han måtte bæres ned ad trapperne før det brændende hus faldt sammen. Personalet måtte tage sig af børnene, så deres ejendele i Hovedbygningen blev flammernes rov. Maden i køkkenet blev reddet ud, mens madforrådet i kælderen gik tabt. Brandvæsenet i Vikersund blev alarmeret, men da de ankom, kunne de bare se til, at de tre bygninger brændte ned, og hindre at ilden spredte sig til flere bygninger. Ilden opstod ved 19-tiden i laden - formentlig ved en kortslutning - mange dyr brændte inde, heste, køer og grise. Johannes fortæller, at han den dag i dag endnu hører dyrenes brølen og skrig. Store værdier gik tabt for Norges Røde Kors, men alt var forsikret i Norges Brandkasse. Også tanterne fik erstatning for deres tabte ejendele. Børnene blev overflyttet til "Prins Carl" og "Damesalongen", som var uberørt af branden.
Branden blev fyldigt dækket i norske aviser (Aftenposten, Buskerud Blad ?). Danske aviser, som Politiken og Berlingske Tidende, omtalte den ikke. Måske for ikke at skræmme børnenes familier hjemme i Danmark. Kun Nationaltidende havde en lille notits om branden.
 |
Nationaltidende, 9. maj 1946. |
Aftenposten, 9. mai 1946. Morgen.
|
Stor brann ved Modum Bad Den gamle hovedbygning, uthuset med låve, stall og fjøs brente ned. - Mange husdyr omkom. - Danskebarna i hovedbygningen i god behold. Kl. 19.15 i går aftes brøt det ut brann i låvebygningen på Modum Bad. Da låvebygningen for øyeblikket sto tom, fikk ilden voldsom makt - på grunn av uhindret gjennomtrekk - og hadde i løpet av få minutter lagt hele bygningen i aske. På grunn av den sterke heten som oppsto, forplantet ilden seg raskt til en tilstøtende sveiserbolig, og omtrent på samme tid sørget gnistregnet for at også hovedbygningen ble antent. Hovedbygningen er identisk med det gamle Thaulows Museum som hadde en fløy for seg. Alt strøk med. Tre bygninger ble lagt i aske. I låvebygningen var det både stall og fjøs. 27-28 kuer og 3 hester brente inne, samt en grisepurke med 15 unger. Alt utviklet seg så fort at man bare rakk å redde 2 hester av hele dyrebestanden. I 1941 ble hovedbygningen ominnredet til barnehjem, et tiltak som beløp seg til 30 000 kroner. Her bodde det i øyeblikket ca. 40 danske barn. Alle ble reddet. Gråtende tumlet de ut av huset med sine eiendeler før flammene hadde forplantet seg så langt. Alt inventar ble bragt ut før huset falt helt sammen. Ved 21-tiden var ilden kulminert. Røykutviklingen kunne sees helt til Geithus, 7-8 km unna. De forskjellige bygninger som brente, dekket et areal på omtrent 3,5 mål. Brannvesenet fra Vikersund måtte arbeide under meget vanskelige forhold. For det første hadde flammene grepet så altfor vidt om seg da brannfolkene kom fram, - for det annet var det langt til nærmeste vannkilde. Ennu ved 23-tiden var ikke slukningen fullført. Modum Bad eies av Norges Røde Kors. Selve badets drift er ikke blitt direkte berørt, men det var likevel et tap for Norges Røde Kors at gårdens hovedbygning ble lagt i aske, for det var et solid vinterhus og ga plass for 15-20 pasienter. Det er meningen at badet skal åpne 27. mai. |
Aftenposten, 9. mai 1946. Aften.
|
Brannen på Modum bad. Dyr og redskap forsikret for 77,000 kroner. Foreløbig ingen oversikt over den samlede skadeverdi. Generalsekretær Rørholt i Norges Røde Kors kunne ikke i formiddag gi opplysninger om verdien av de brente bygninger på Modum Bad. Hele komplekset var forsikret i Norges Brandkasse. Men før Brandkassens folk hadde avsluttet takstforretningen, hadde man ingen oversikt over skadeverdien. Redskaper og dyr var forsikret separat for 77,000 kroner, beløpet dekker verdien. De tilhørte dels forpakteren og dels Røde Kors. Fjøset leverte melk til badet, men man kan forhåpentlig få ordnet seg med endel av bøndene omkring. De 40 astmatiske danskebarn skulle reist tilbake den 15. De er nu anbrakt dels i »Prins Carl« og dels i »Dame-salongen«. Det ble tatt godt vare på dem og ingen led skade. Alt tøyet deres ble reddet, likeledes all maten. Derimot mistet Røde Kors endel mat som lå i kjelleren, hvor det var umulig å komme til, fordi lyset var gått. Endel spisebestikk og gardiner ble også flammenes rov. Ellers ble størsteparten av innboet reddet. Brandårsaken er antagelig kortslutning. Lyset gikk nemlig noen minutter før branden ble oppdaget. Etter planen skulle badet åpnet 1. juni. Og det vil antagelig skje, da ingen av badets bygninger er berørt av branden. Men hvis oldfruen får for meget å gjøre, er det mulig at åpningen blir forsinket noen dager. Belegget vil bli det samme som før, og brannen vil ikke medføre forandringer i driftsplanene. På spørsmål om de brente hus vil bli bygd opp igjen, svarer generalsekretæren at det er umulig å si noe om det før man får oppgavene fra Brandkassen. Der foreligger planer om nybygging der oppe, men så lenge gjenreisingen foregår, blir det neppe mulig å få dem realisert. |
En uge senere, tirsdag 14. maj, kom bussen til Modum og hentede børnene og deres "tanter" til Oslo. Dette var i dagene før 17. maj og det store "barne-toget" op forbi Slottet. Alle skoler øvede sig i at spille og marchere i takt til musikken. De danske børn blev indlemmet i et skoletog (mon ikke Heddy Astrup havde organiseret det ?), hvor de svingede med danske flag og råbte hurra sammen med de norske børn. De fik opleve lidt af den norske 17. maj-fejring.
I Frogner kirke i Oslo optrådte børnene med korsang, som de havde indøvet på Modum Bad. Inviteret af præsten Arne Fjelberg, der havde været aktiv i kirkens kamp mod nazismen og i det dansk-norske samarbejde under krigen. Der var mange gode sangere blandt børnene. Flere sang i kor i København.
Om aftenen gik nattoget fra Østbanen gennem Sverige hjem til Danmark til de ventende familier i København.
Efterundersøgelse.
I juni måned indkaldte dr. Egon Bruun alle børnene til en efterundersøgelse. 75 af de 80 børn mødte op. Mødrene blev bedt om at karakterisere børnenes tilstand mht. astma før og efter opholdet i Norge. Næsten 75 % af børnene havde fået det bedre, og over halvdelen af børnene havde fået det betydeligt bedre - også på længere sigt. Det var altså ikke bare under det to måneders ophold i Norge, børnene havde fået det bedre.
Dr. Bruun var strålende fornøjet med resultatet. Det var åbenbart, at man skulle fortsætte med at sende astmabørn til Norge. Allerhelst til et permanent astmahjem i de norske fjelde. Dr. Egon Bruun blev en ivrig talsmand for at Dansk Røde Kors skulle etablere et astmahjem i Norge.